Print this Page

Billig bryllupsrejse – de lokale tips

Der er flere ting, I kan gøre når I booker jeres bryllupsrejse, som kan gøre ferien billig – men også når flyet er lettet, og I er på vej på bryllupsrejse, kan I sikre jer en billig bryllupsrejse. Få vores bedste tips her.

Undgå at købe mad i flyet

Hvis mad og drikkevarer ikke er inklusiv flyprisen, så kan I godt regne med at bruge en mindre formue på flyet eller i lufthavnen. Medmindre I er forberedte. Køb nogle sandwiches hjemmefra, lidt snack og hvad I ellers vil have brug for på flyrejsen. Drikkevarer er I nødt til at købe i lufthavnen, når I er checket ind, men hvis I blot sørger for at få købt jeres vand og sodavand i kioskerne, sparer I stadig en del penge i forhold til at købe drikkevarer på flyet.

Brug den lokale transport fra/til lufthavnen

Det kan være dyrt at komme til og fra lufthavnen, hvis I tager en taxa eller en lufthavnsbus for turister. Gør som de lokale. Tag den almindelig bus og undgå de dyre transportmidler, der er henvendt til turister.

Spis lokalt

Det er belejligt og let at spise på hotellet eller de nærliggende restauranter. Menukortene er skrevet på engelsk, maden er international, og det hele er bare så let. Og dyrt. For en billig bryllupsrejse må I tænke lokalt. Sæt jer ind på de resturanter og spisesteder, hvor I kan se, at der I forvejen sidder en masse lokale. Gør bryllupsrejsen endnu mere interessant ved at være fuldstændig ligeglade med om I ved, hvad I bestiller. Har I særlige madvaner, så er det en god idé at have det skrevet ned på lokalsproget på forhånd – få hjælp på hotellet.

Køb mad på markederne

I behøver ikke indtage hvert eneste måltid på en restaurant. Hvorfor ikke finde det lokale marked eller supermarked og så handle ind til en lækker picnic eller en middag på balkonen? I sparer penge og gør jeres bryllupsrejse billig, og I får nogle mere intime, romantiske øjeblikke sammen.

Lad være med at tage på arrangerede tur – lav jeres egne

Det kan være rigtig dyrt at tage på arrangerede ture. Særligt hvis der er tale om ture arrangeret af jeres rejsebureau. Bliv inspireret af de arrangerede ture og tag så afsted på egen hånd. Sørg også for at have Lonely Planet pakket med i kufferten med forslag til mere alternative udflugter. I kan også spørge på hotellet eller de lokale, hvad de synes I skal se. Måske kender de til hemmelige steder, der er langt mere fantastiske end hvad de arrangerede ture kan byde på.

Permanent link to this article: http://bryllupsfeber.dk/den-billige-bryllupsrejse-lokale-tips/