↑ Return to Tips til bryllupsrejsen

Print this Page

Gør bryllupsrejsen romantisk

En bryllupsrejse skal være romantisk. Den skal huskes mange år ud i fremtiden. Det er her, at I virkelig skal have jeres drømmerejse. Desværre kan bryllupsrejser let ende med at ligne en hvilken som helst anden ferie – og det er ikke meningen.

Få vores bedste tips til en romantisk bryllupsrejse.

1. Fortæl alle at det er jeres bryllupsrejse

Fortæl alle – lige fra personen ved check-in skranken, stewardessen på flyet, receptionisten på hotellet til tjeneren i restauranten osv, at I er på bryllupsrejse. Jo flere, I fortæller det til, jo større er sandsynligheden for, at I vil få frynsegoder i massevis. Hvis det kan give lidt røde roser på hotelværelset, en gratis drink på flyet og en opgradering af værelset, så er der ingen grund til at gå stille med jeres romantiske nyhed.

2. Book mindst to gange parmassage

Nyd den himmelske forkælelse af afslappende massage med velgørende olier, scrubs med eksotiske dufte og bade med flydende blomsterblade – kun for jer to. Mange hoteller og resorts tilbyder parbehandlinger, der er skræddersyet til at fremme total fred og afslapning i romantiske og hyggelige omgivelser. Invester i min. 2 behandlinger i løbet af jeres bryllupsrejse. Husk på at det er nu, at I skal forkæle hinanden.

3. Nyd solnedgange og solopgange sammen

Uanset om I er på en tropisk strand eller på toppen af ​​et sneklædte bjerg, så er det dagens begyndelse og afslutning, der sætter scenen for de mest romantiske øjeblikke. Solnedgange i særdelshed er det perfekte tidspunkt til at nyde en kølig flaske champagne, eller bare at sidde på stranden eller et eller naturskønt sted og se farverne udfolde sig på himlen. Vær stille og bare nyd øjeblikket sammen.Hvis I sætter tid af det til hver dag, så vil I huske denne ferie til evig tid.

4. Nyd en middag med stearinlys

Ja, det er en kliché. Men det er sandt, at en middag med stearinlys kan være en af ​​de mest romantiske ting man kan gøre på en bryllupsrejse. De fleste hoteller og resorts tilbyder bryllupspakker, hvor I kan få en romantisk middag på jeres hotelværelse eller endda for jer selv nede på stranden. Klæd jer om til middagen og forkæl jer selv, som var det en scene fra en amerikansk film. Ønsker I at spare lidt penge, så kan I selv arrangere jeres egen romantiske middage med stearinlys. Pak en picnickurv og noget god vin og en masse stearinlys (i nogle lande er det meget svært at opstøve stearinlys, så pak en pose fyrfadslys med i kufferten) og find et smukt sted, hvor ingen forstyrrer jer.

5. Planlæg nogle romantiske aktiviteter for to

Bryllupsrejser skal ikke kun handle om solbadning på tropiske strande. I er nødt til at lave nogle sjove og mindeværdige ting sammen, for ikke bare at få det fulde ud af jeres ferie, men også for at skabe nogle minder sammen. Det er vigtigt, at der er plads til at I kan lave ting hver for sig på bryllupsrejsen, men I skal også give jer mulighed for at lave nogle sjove ting, som I ikke ville gøre ellers. Det kan være helikoptertur over skiskråning, surfinglektioner, kanosejlads, elastikspring, en ridetur langs stranden – find ud af hvad der er af aktiviteter i nærheden af jeres hotel og kast jer ud i det.

6. Lad elektronikken blive hjemme!

Der er ingen grund til at tage på bryllupsrejse, hvis I alligevel sidder med hver jeres mobiltelefon og sms’er med vennerne, surfer på ipad’en eller på anden vis er optaget af at være på nettet. Drop det. I skal være til stede. I skal være nærværende. Aftal at I højest må tjekke mobiltelefoner én gang om dagen og hold jer så ellers væk fra elektronikken. Det er ligegyldigt, hvad der sker derhjemme. I kan alligevel ikke gøre noget.

Brug tiden, I normalt ville bruge på at være online, på hinanden. Giv hinanden massage, bestil room service, tag et bad sammen, gå ture. Nyd det. Der vil være rigeligt med muligheder for at være online, når I kommer hjem til dagligdagen igen.

7. Lav en scrapbook

I har selvfølgelig kameraet med til at forevige jeres vidunderlige ferie – men husk også at skrive alle de magiske øjeblikke ned, så I husker dem. Hav en lille dagbog eller scrapbook med og skriv jeres tanker og oplevelser ned. Når I kommer hjem, kan I tilføje jeres fotos, og I vil have et fantastiske minde om jeres bryllupsrejse.

8. Få minderne til at vare evigt

Bid mærke i den musik, der bliver spillet på jeres feriested. Dans til musikken, nyd drinks til musikken, elsk til musikken, bad til musikken. Og køb musikken!

Hvis I sørger for at forbinde jeres denne mest fantastiske ferie sammen med sange, med særlige drinks og retter, så vil I altid kunne fragte jer selv tilbage til bryllupsrejsen ganske let.

Fejr jeres bryllupsdag år efter år, eller når I vil fejre et særligt vendepunkt i jeres forhold, med den mad, de drinks og de sange, I nød på jeres bryllupsrejse. I vil blive forbavset over i hvor mange år, jeres hjerne vil gemme disse sanseindtryk, og hvor let I vil kunne huske hver eneste detalje fra ferien, når I trigger minderne ved hjælp af de små kneb.

Prøv det!

 

Permanent link to this article: http://bryllupsfeber.dk/tips-til-bryllupsrejsen/10-romantiske-tips-til-bryllupsrejsen/